Paladset
Palau Dalmases' historie
Hvordan et hus på Carrer de Montcada blev et barokpalads, et akademi, et kulturforenings hovedkvarter og i dag et sted for flamenco.
Reservér dine pladser til Palau Dalmases ↗Tre grunde bliver til ét hus
Palau Dalmases opstod af tre separate grunde på Carrer de Montcada og Carrer dels Banys Vells, som blev samlet i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Bernat de Boixadors, den første greve af Savallà, købte et hus på Banys Vells i 1585 og arvede et andet på Montcada året efter. I 1612 tilføjede han den tilstødende grund. Senere ejere slog ejendommene sammen til ét stort hus, som forblev i adelige familiers hænder i årtier før bombardementet, der forandrede det.
Ruin og genopbygning
Bombardementet af Barcelona i 1697 efterlod hovedbygningen på Carrer de Montcada i ruiner. Den 6. januar 1698 købte købmanden Pau de Dalmases i Castells, kendt som Ros, den af arvingens repræsentant, en kannik ved katedralen, og lod den genopbygge næsten fra bunden. Kvaliteten af overfladerne og de usædvanlige motiver i udskæringerne tyder på, at hans søn Pau Ignasi, en belæst mand, havde indflydelse på designet. Netop denne udsmykning er grunden til, at huset stadig regnes blandt de fineste barokbyhuse i Barcelona.
En akademi i hjemmet
Pau Ignasi de Dalmases i Ros blev slået til ridder af Karl II i 1692 og blev ambassadør i England i 1713. Omkring 1700 ledede han fjorten lærde, som grundlagde Akademiet for de Mistroiske, en barok litterær og musikalsk forening viet til klassisk og catalansk historie og poesi. Den mødtes indtil 1703, hvor Den Spanske Arvefølgekrig spredte dens medlemmer. Foreningens eneste udgivelse var et bind sørgedigte over Karl IIs død. En senere generation af familien var med til at grundlægge Det Kongelige Akademi for Gode Bogstaver i Barcelona.
Butikker, et lager og en brand
Ligesom mange andre palæer på Montcada var huset ikke udelukkende beboelse. I 1700-tallet åbnede butikker i stueetagen, og i 1872 flyttede en engros-apotekervirksomhed ind. En brand i lageret den 10. oktober 1889 dræbte to ansatte og beskadigede hovedetagen alvorligt. Året efter genopbyggede arkitekten Josep Pellicer store dele af overetagen. I 1959 genopbyggede byarkitekten Adolf Florensa to vinduer i stueetagen, som butiksfacader havde ødelagt, som led i en kampagne for at genoprette gades dignitet.
Et hjem for catalansk kultur
I 1961 overdrog ejeren hovedetagen til Òmnium Cultural, det catalanske kulturselskab, som havde sit centrale hovedkvarter her indtil 2002. Fra 1962 til 1982 husede bygningen også Institut for Catalanske Studier. Den store sal, 85 kvadratmeter og to etager høj, er malet fra gulv til loft med trompe-l'oeil-søjler, statuer og draperier af dekoratøren Pau Rigalt, med en loftsallegori af Apollons stridsvogn. Et lille kapel har et gipsloft, som muligvis er et tidligt eksempel på catalansk nygotisk udsmykning.
Gården, trappen og haven
Den centrale gård er det mest kendte rum. Lave buer på toscanske søjler omkranser den, og stentrappen rejser sig gennem to skrånende buer på snoede salomoniske søjler, bag en balustrade udskåret med Europas bortførelse og Neptuns triumf. Bagest ligger en hævet have på næsten 300 kvadratmeter, i traditionen med Barcelonas ophøjede barokhaver, med en fontæne i hvidt marmor, som er enestående i catalansk barokkunst. Facaden mod gaden er bygget af Montjuïc-sten.
Flamenco i et gammelt stenhus
I dag er palæet opført af Barcelonas turistråd som barokhuset på Carrer de Montcada, og det danner ramme om et flamencoshow med en sanger, en guitarist og to dansere. Sammensætningen passer til bygningens historie: et hus bygget af en købmand, brugt af et musik- og litteraturakademi og senere af kulturselskaber, tjener nu en scenekunst. Billetter inkluderer adgang til et kunstgalleri i bygningen.
Kilder